I det fynske folks tjeneste

Bordelbøller og slagsbrødre i Odense og Svendborg

Slagsmål, spritkørsel, narkoforretninger og bordelbøller. Politiet i Odense og Svendborg har haft brug for alle mænd lørdag nat.

Politiet i Odense og Svendborg har haft en usædvanlig travl nat.

Kælderen fyldt op

Ni blev anholdt i Odense og syv i Svendborg lørdag aften og nat for vold, spritkørsel og narkohandel.

I Odense blev en 24-årig mand anholdt for at have overfaldet og slået en 20-årig mand i hovedet med en flaske. Den 20-årige fik en flænge i hovedet og måtte sys på skadestuen. Den 24-årige bliver senere søndag fremstillet i grundlovsforhør.

- Vi har haft meget vold i nat. Vi har faktisk måtte bede folk om at komme ind senere for at anmelde det, fortæller vagthavende ved Odense Politi, der også fortæller, at kælderen er fyldt op med fulde folk.

Bordelbøller

Massageklinikken i Albanigade. Ballade om rækkefølgen fik ni mænd i klammeri.

På en massageklinik i Albanigade var der tilsyneladende gået kludder i rækkefølgen. I hvert fald kom ni mænd op at slås, fordi de ikke kunne blive enige om, hvis tur det var. En af de ansatte måtte ringe efter politiet, men da de kom, var alle ni mænd stukket af igen.