Borgere i Svendborg: Skræmmeeksemplet er Nyborg Havn

200 borgere gav bud på, hvordan havnen i Svendborg skal udvikle sig. Den skal bestemt ikke være som i Nyborg, mener forening.

Mandag aften var 200 borgere mødt op i Svendborg til møde og workshop for at diskutere med en række arkitekter, hvordan man bedst muligt forvandler byen fra havneby til byhavn.

Projektet med at forene by og vand i Svendborg kaldes Den blå kant, og står det til foreningen By og Land, der var blandt de fremmødte, skal havnen i Svendborg ikke lide samme skæbne som Nyborg Havn. 

- Skræmmeeksemplet er Nyborg. Der har man fået bygget en havnefront, der er relativ tom for mennesker. Vi ønsker et havnemiljø, der er fyldt med mennesker. Vi skal have knækket koden på at bevare Svendborgs identitet og samtidig udvikle byen, siger foreningsformand Rudi Kragh.

Balance mellem boliger og industri

Det gælder om at finde den rigtige balance mellem boligbyggeri og industri. Han frygter, at der enten kommer for meget industri eller for mange boliger ned til havnen.

- Vi er optaget af, at så meget af det maritime miljø, som er en del af havnens historie, bliver sikret, samtidig med at havnen bliver forandret til en moderne oplevelseshavn, forklarer Rudi Kragh.

- Den moderne havn skal stadig have Svendborgs historie i sig, så den ikke bliver så strømlinet, at den bliver tom for mennesker. Det er vigtigt, at der er et liv på havnen - sommer og vinter, dag og nat - og det er et mangfoldigt liv af forskellige aktiviteter og mennesker, fortsætter han.

Politiker: Borgerne har bidraget med mange idéer

Om borgernes ønsker bliver taget seriøst af politikerne, vil fremtiden vise. Henrik Nielsen (K), der er formand for Erhvervs-, Beskæftigelses - og Kulturudvalget (S), forsikrer, at input fra svendborgenserne er med til at forme havnens fremtid.

- Der er ingen tvivl om, at borgerne har bidraget med mange nye og kreative vinkler på, hvad vores blå kant-områder kan bruges til, siger Henrik Nielsen.

I de næste faser af projektet bliver borgerne dog ikke direkte hørt, når politikerne og arkitekterne skal finde ud af, hvad der ske med havneområdet. 

Oversigt

    Oversigt