Borgere raser over kommende biogasanlæg

Flere borgere på Tåsinge raser over, at Svendborg Kommune vil give tilladelse til et biogasanlæg på det yderste af øen. De frygter lugtgener og tung trafik på de små veje.

Planerne om et biogasanlæg på det yderste af Tåsinge vækker vrede blandt naboerne og flere andre borgere på øen.

De frygter for lugtgener og er bekymrede for, at der kommer tung trafik på de små veje på øen.

- Jeg har jo ikke købt et hus i det fredelig sydfynske øhav for at komme til at ligge i et industriområde, siger Søren Tofthøj, der er nabo til det kommende biogasanlæg.

Det er ejeren af storlandbruget Andekærgård, landmanden Kurt Brusgaard Poulsen, der vil etablere biogasanlægget. Det skal håndtere gylle fra op til 1.400 kvæg, som kan være i den stald, som Andekærgård tog i brug sidste år.

Kurt Poulsen er bortrejst og har derfor ikke mulighed for at stille op til interview, men i sidste uge sagde han til Fyns Amts Avis, at han lytter til naboernes bekymringer og vil gå i dialog med dem.

- Gennem dialog vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at genere naboer så lidt som muligt. Vi vil gerne være med til at aftale med naboerne, hvornår på døgnet den tunge trafik skal køre, så der eksempelvis ikke køres, når skolebørn er på vej til og fra skole, og vi kan også gå i dialog om, hvilke ruter transporterne skal køre, siger Kurt Brusgård Poulsen til Fyns Amts Avis.

Driftsleder på Andekærgaard, Rik Kool, fortæller, at det vil gøre mælkeproduktionen på gården CO2-neutral, hvis man laver biogas af gyllen fra de mange køer.

- Vi er en moderne mælkeproduktion, og derfor skal vi følge med trenden. Og trenden er at være klimaneutral, og det kan vi opnå med et biogasanlæg, fortæller Rik Kool.

Bekymrede naboer

I høringsfasen er der kommet 58 høringssvar fra naboer og fra andre beboere på Tåsinge. De fleste af høringssvarene går på bekymringer om lugt og trafik fra lastbiler, der skal køre til og fra anlægget. 

- Jeg har den bekymring, at der også er unge mennesker, der skal til skole herfra. Og lastbiler er sgu lidt store herude på vores veje. Det er jo ikke hovedveje eller motorveje, vi har her. Det er små, gamle veje, som har ligget her altid, siger Søren Tofthøj, der er nærmeste nabo til det kommende biogasanlæg. 

Også Maria Hanghøj Bohnfeldt har gjort indsigelse mod det kommende biogasanlæg. Da hun og hendes familie flyttede til Tåsinge, var det netop for at nyde omgivelserne.

Også hun frygter især for de stigende trafikmængder omkring biogasanlægget.

- Min største bekymring er de bløde trafikanter og de smalle veje. Jeg har jo små børn, som skal ud cykle og cykle til skole og kammerater, siger Maria Hanghøj Bohnfeldt. 

Politikere er uenige

Der er lavet en VVM-redegørelse for byggeriet, og mandag den 18. marts sagde et flertal i Teknik- og Erhvervsudvalget i Svendborg Kommune god for biogasanlægget.

Dermed indstillede udvalget til Svendborg Byråd, at det siger ja til, at Kurt Poulsen må etablere biogasanlægget.

Kun Enhedslistens medlem af udvalget, Jesper Kiel, stemte imod. 

Socialdemokraten Flemming Madsen, der er formand for udvalget, erkender, at der er kommet mere trafik på vejene på Tåsinge. Det skete allerede, da den store kvægstald åbnede. 

- Den er ikke så voldsom, den ekstra trafik der kommer i forbindelse med biogasanlægget. Den store trafik, der er der, kommer fra kvæglandbruget. Det vi har talt med ejeren om er, at vi skal prøve og ind i en dialog om, hvad vi kan gøre ved trafikken. Kan vi lave ensretninger af veje, kan man køre bestemte ruter eller køre på bestemte tidspunkter, siger Flemming Madsen. 

Klimagevinst eller ej

Flemming Madsen og Jesper Kiel er grundlæggende uenige i, om det overhovedet giver en klimagevinst at etablere et biogasanlæg på Tåsinge. Ifølge Flemming Madsen er der dog god fornuft i et biogasanlæg. 

- Vi har valgt at sige, at når nu det store kvægbrug er der, så kan vi ligeså godt udnytte gyllen til noget fornuftigt, nemlig noget vedvarende energi, siger Flemming Madsen.

Det er Jesper Kiel lodret uenig i. Han mener ikke, at det klimamæssigt er en god ide med et biogasanlæg på Tåsinge.

- Vi tror ikke, at det er til gavn for klimaet, for kun en meget lille del af energien i anlægget vil komme fra gyllen, kun formentligt omkring 10 procent. Resten kommer fra at man dyrker energiafgrøder, alene med det formål at lave biogas, og det er ikke gavnligt for klimaet, fordi man så skal udlægge andre steder til at dyrke fødevarer, siger Jesper Kiel.

Tirsdag aften skal Svendborg Byråd tage stilling til sagen.

 

Oversigt

    Oversigt