Borgerne har sejret: Faaborg-Midtfyn får ekstra ambulanceberedskab

Efter en indædt kamp får borgerne i Faaborg-Midtfyn nu deres vilje. Et flertal i regionsrådet vil finde penge til et ekstra ambulanceberedskab på Fyn med base i kommunen.

Akutbilen i Faaborg-Midtfyn Kommune blev sparet væk sidste år som led i en sparerunde. Det har skabt stor utryghed blandt borgerne. Ikke mindst efter, at en kvinde med hjertestop døde, fordi ambulancen var 18 minutter om at nå frem. 

Nu vil regionsrådet finde penge til at få etableret et ekstra ambulanceberedskab på Fyn med base i Faaborg-Midtfyns Kommunen. 

Regionens egen opgørelse af responstider viser, at Faaborg-Midtfyn Kommune har en af de længste gennemsnitlige responstider - nemlig over 10 minutter. Især borgere i Broby må vente længe på ambulancen.

Tallene viser, at Fyn generelt har længere responstider end regionens øvrige tre indsatsområder.

I sidste uge afleverede borgerne 8000 underskrifter med krav om at få akutbilen tilbage.

 

 

Siden har Socialdemokratiet - og senest Venstre - i regionsrådet erklæret sig parat til at finde pengene.

- Vi er klar til at etablere et ekstra døgndækkende beredskab i Faaborg-Midtfyn Kommune, siger Thyge Nielsen (Venstre), der er formand for det præhospitale udvalg til DR.dk.

- Det er ingen hemmelighed, at vi er presset på Fyn omkring vores ambulancer, hvor vi generelt har svært ved at overholde responstiderne, siger han.

Dermed er der flertal. Beslutningen ventes taget på et møde i det præhospitale udvalg på mandag.

For at forbedre dækningen af Faaborg-Midtfyn Kommune og aflaste det øvrige Fyn vil det præhospitale udvalg placere en ekstra døgnbetjent ambulance i Hillerslev eller Brobyværk.

Pengene vil udvalge skaffe ved at nedkøbe et dagberedskab  i Kolding fra ambulancetjenesten Responce. Det mener de at kunne gøre, uden at det påvirker responstiderne i Trekantsområdet nævneværdigt. 

Oversigt

    Oversigt