I det fynske folks tjeneste

Borgerne har talt: Idræts- og naturlegeplads får 35.000 kroner

Hele 527 husstande i Allested-Vejle har stemt om, hvad Faaborg-Midtfyn Kommune skal bruge penge på.

Borgerne har stemt, og stemmerne er talt op. Allested-Vejle får ny idræts- og naturlegeplads.

I Faaborg-Midtfyn Kommune har politikerne overladt en pose med kommunale kroner til borgerne. I fire af kommunens områder har borgerne stemt om, hvad de ekstra penge skal bruges til.

Stemmesedlerne er allerede talt op i Allested-Vejle. 

Læs også Politikere lader borgerne bestemme: - De ved bedst

Forslaget om en ny idræts- og naturlegeplads vandt med 312 stemmer, svævebanen fik 90 stemmer, forslaget om nye bænke fik 54 stemmer, en tidlig SFO løb med 36 stemmer, idéen om nyt kunst i byen fik 18 stemmer, mens DiscGolf fik 17 stemmer.

I alt blev der afgivet 527 stemmer, og det er valgasnvarlig Elsebeth Dreier stærkt tilfreds med.

- Der er stemt i 30,1 procent af husstandene. Det er ikke mindre end imponerende - næsten tre gange så meget som arbejdsgruppens målsætning. Og set i forhold til sidste års borgerbudget, hvor kun otte procent i hele kommunen deltog, ja, så er det jo vildt flot, siger hun til TV 2/FYN.

Der er fintælling af stemmerne på lørdag, så resultatet kan ændre sig lidt, men ændrer ikke på afgørelsen.

Resultatet betyder, at idræts- og naturlegepladsen får tildelt 35.000 kroner og elevrådet får 3.195 kroner til en svævebane. 

Ved du noget? Så send os et tip