I det fynske folks tjeneste

Borgerne vil købe sygehuset

En gruppe borgere i Bogense har fremskredne planer om at købe det lukningsdømte sygehus. I eftermiddag mødes sygehuspersonale, politikere og virksomheder i Bogense for at få konkretiseret købsplanerne.

Møde mandag eftermiddag om købstankerne

En gruppe borgere i Bogense har fremskredne planer om at købe det lukningsdømte sygehus. I eftermiddag mødes sygehuspersonale, politikere og virksomheder i Bogense for at få konkretiseret købsplanerne.

Sygehuset i Bogense skal lukke. Alle aktiviteter skal overflyttes til Middelfart inden 2002. Sådan har amtsrådet besluttet at det skal være.

Men står det til en række organisationer, virksomheder og enkeltpersoner i Bogense, så lukker sygehuset ikke. Så bliver sygehuset drevet videre som et privathospital til glæde og gavn for borgerne i Bogense.

Mandag kl. 14 er der møde om den planlagte sygehusovertagelse i Bogense.

"Vi har simpelthen brug for at få en pris på sygehuset fra Fyns Amt, så vi ved hvor mange penge vi skal ud og skaffe", siger Jørgen Møller, der er kredsformand for de konservative og én af initiativtagerne til købsplanerne.

Gruppen bag sygehusovertagelsen håber, at det vil være muligt at finde private investorer, der vil skyde penge i Bogense Sygehus.

Ideen er langt fra færdigudviklet, men grundtanken er, at sygehuset skal køre videre som et sundhedscenter, hvor der også vil være mulighed for forskellige operationer.

Sygehuset skal udover at betjene patienter fra Nordfyn, også helst have patienter henvist fra amtet og forskellige forsikringsselskaber, hvis det skal løbe rundt økonomisk.

Initiativtagerne ved endnu ikke, om det er muligt at finde interesserede investorer til projektet.

"Men senest 1. maj næste år, skal vi have udarbejdet et prospekt til investorerne", siger Jørgen Møller.

I øjeblikket er der 50 ansatte på Sygehus Fyn Bogense, og personalet er en aktiv part i købsplanerne.

Ved du noget? Så send os et tip