I det fynske folks tjeneste

Borgmester: Banderne skal stresses konstant

Bandeproblematikken i Odense var et af de store debatemner på Det Fynske Folkemøde. Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, sagde, at det er når banderne ikke skyder på hinanden, der skal sættes hårdt ind.

Banderne skal bekæmpes med alle lovlige midler, mener Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) Foto: TV 2/FYN

Skyderier og visitationszoner har fyldt meget i mediebilledet, senest de mange skyderier på Nørrebro i København. Men Odense har også bandekonflikten inde på livet, hvor konfrontationer mellem Black Army og Hells Angels blussede voldsomt op for et år siden og gjorde, at der i længere perioder var skyderier og politiet indført visitationszone i byen.

På det fynske folkemøde var tegnede flere personer deres billede på den konflikt, der har præget Odense gennem det seneste år; blandt andre Fyns Politi og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Borgmesteren mener ikke, at Odense er en bandeby på linje med det, man oplever i København i øjeblikket, men han erkender, at især banden Black Army har voldt byen problemer.

- Vi har haft nogle udfordringer, fordi vi har oplevet en bande, der nærmest har taget monopol på narkomarkedet og har sat sig på byen. Og det har gjort, at de har haft en adfærd, som har været langt, langt ud over, hvad der er acceptabelt, sagde Peter Rahbæk Juel.

Stress dem hele tiden

Peter Rahbæk Juel roste blandt andet Fyns Politi for et langt pres på bander og rockere, der nu betyder, at omkring 50 personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet nu sidder bag tremmer.

Men det er ikke gjort med det. Borgmesteren ønsker, at vi som samfund strssser banderne hele tiden - ikke kun når de ligger i indbyrdes krig og skyder på hinanden.

- Når vi bekæmper banderne, så skal vi ikke kun gøre det, når der er skyderi. I virkeligheden som Bjarke (Vestesen, krimiredaktør på Fyens Stiftstidende,red.) også var inde på; den der lever stille, lever godt. Det er fordi det koster penge at være i krig. Så når der er stille, så er det i virkeligheden der, vi skal stramme til, så de får så lidt fred som mulig til at bygge de her kriminelle imperier op, sagde borgmesteren.

Du kan se hele debatten i videoen herunder. 

45:26 Luk video