Borgmester fortsætter kampen mod banderne og indkalder til nyt stormøde

Et stormøde for erhvervsdrivende i områder med bandekriminalitet var så stor en succes, at Odenses borgmester nu indkalder beboerne i området til et nyt stormøde.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), vil indkalde til et stormøde om banderne i Odense i håb om at bremse trusler og afpresninger i Odense og for at gøre byens boligområder bandefrie.

Ifølge borgmesteren har stormødet samme koncept som et lignende stormøde for erhvervsdrivende.  Dette møde blev en så stor succes, at det har banet vejen for et nyt stormøde - denne gang for beboerne i området. 

- Formålet er at finde ud af, hvor der foregår nogle ting, og hvad der foregår i boligområderne, siger Peter Rahbæk Juel til TV 2/FYN.

- Det skal skabe fællesskab og sende et signal om, at vi står sammen mod banderne, forklarer borgmesteren.

Kolonihaveforeninger inviteres med

Mødet arrangeres i samarbejde med Fyns Politi og syv af Odenses største boligforeninger og deres beboerdemokratier.

Derudover inviteres også relevante kolonihaveforeninger, forældrebestyrelser og naboer til rockerborgene.

Målet med mødet er at få input til, hvordan beboerne i boligområder med bandekriminalitet kan være med til, at alle boligområder i Odense bliver bandefrie.

Borgermødet skal finde sted den 29. maj på rådhuset i Odense.

Oversigt

    Oversigt