Borgmester meldt til politiet

Borgmesteren i Middelfart, Steen Dahlstrøm, er blevet meldt til politiet, fordi han har modtaget et maleri af sig selv som en personlig gave.

Kunstneren Lisbeth Aare og hendes familie flyttede til Middelfart for to et halvt år siden.

Hun har et handicappet barn, som hun føler kommunen har givet en god modtagelse.

Som belønning har hun malet et portræt af borgmester Steen Dahlstrøm, som han modtog fredag.

Ulovligt

Det mener en borger i Middelfart er ulovligt, og vedkommende har meldt borgmesteren til politiet, skriver Ekstra Bladet.

Lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, er enig:

- Som udgangspunkt må borgmestre ikke modtage andet end små gaver som en æske chokolade eller en flaske vin. Sådan et maleri må formodes at have en markant større værdi, siger Sten Bønsing til Ekstra Bladet.

Han mener, at der kan være tale om overtrædelse af straffelovens ord om bestikkelse.

Også kommunalforsker Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er betænkelig:

- Det er reelt det samme, som hvis Steen Dahlstrøm havde fået repareret sin bil gratis hos en lokal mekaniker, siger Roger Buch.

Burde blive på rådhuset

Flere medlemmer af byrådet kritiserer også borgmesteren.

Svend Aage Nielsen, Dansk Folkeparti, mener, at maleriet burde blive på rådhuset:

- Det er et forkert signal, at han tager det med hjem. Hvad bliver det næste han tager med hjem som tak for noget, de ansatte i kommunen har gjort, siger Svend Aage Nielsen til Ekstra Bladet.

Oversigt

    Oversigt