Borgmester om nepotismesag: - Det ryster mig

Nordfyns Kommune har sendt to chefer hjem fra arbejde. Forløbet omkring ulovlig handel med kurser skal undersøges. Kommunens borgmester Morten Andersen (V) ser på sagen med stor alvor.

Nordfyns Kommunes borgmester Morten Andersen (V) reagerer nu for første gang på TV 2 /Fyns historier om mulige vennetjenester i kommunens Børn- og Ungeforvaltning.

- Det ryster mig selvfølgelig, at det tilsyneladende skulle være sket, men jeg vil også slå fast nu, at nu vil jeg gerne se den her undersøgelse fuldt ud, hvad er egentlig op og ned på det her, siger Morten Andersen.

Giver det anledning til bekymring hos dig?

- Nej, det giver anledning til, at vi får undersøgt det her til bunds. Men jeg vil også sige, at jeg har fuld tiltro til, at helt på det overordnede plan, så er det noget, vi har ganske godt styr på i kommunerne.

Nordfyns Kommune udsendte over middag onsdag en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at man med øjeblikkelig virkning har fritaget to ledende medarbejdere for tjeneste.

Det drejer sig om familiechef Henrik Jacobsen og den kvindelige centerleder, som i årevis bestilte kurser hos sin egen søster. Et køb af kurser, som siden 2013 beløber sig til 240.000 kroner.

quote Det ryster mig

Morten Andersen, Borgmester, Nordfyns Kommune, Venstre

Borgmesteren fastholder, at undersøgelsen er nødvendig af hensyn til tilliden til kommunens forvaltning.

- Når der bliver gjort opmærksom på, at der kan være brud på så vigtig og så fundamental ting i en kommune som forvaltningsloven, så kalder det natuligvis på, at vi får undersøgt det her helt til bunds og det er det, der kommer til at ske nu, lyder det fra Morten Andersen.

 

- Det er en ærgerlig overskrift vi trækker i medierne i øjeblikket

Socialdemokraternes gruppeformand Kim Johansen understreger, at han ikke kender sagens detaljer.

Han er dog også tilfreds med, at kommunen nu i samarbejde med KL's juridiske kontor undersøger sagen til bunds.

- Det er en ærgerlig overskrift, vi trækker i medierne i øjeblikket. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned i det, men det er altid ærgerligt, når der kommer sådan nogle sager op til overfladen, siger Kim Johansen.

- Det sår tvivl om vores habilitet og om vores handlekraft. Hvad er det, vi gør i det daglige arbejde? Det bliver, der bliver sået tvivl om, hvilket også falder tilbage på os som politikere. Der kan blive tvivl om, hvad det er, vi går og foretager os.

Hvad er det, I går og foretager Jer i Nordfyns Kommune med tanke på det, du har set de seneste dage?

- Jeg kender ikke den konkrete sag og ønsker ikke at udtale mig om den. Nu får man gravet et spadestik dybere og finder ud af, hvordan de forskellige ting hænger sammen. Det, synes jeg, er rigtig godt, lyder det fra Kim Johansen.

Socialdemokratiets gruppeformand, Kim Johansen, er glad for, at kommunen nu har indledt en undersøgelse af sagen.

Oversigt

    Oversigt