Borgmester politianmeldt for svigt af psykisk sårbar pige

Vores datter blev svigtet af kommunen, mener forældrene. Derfor har de meldt Nordfyns borgmester, hele byrådet og flere kommunalt ansatte til politiet

Familien til en psykisk sårbar nu 17-årig pige har nu meldt Nordfyns borgmester, Morten Andersen (V), hele byrådet samt flere kommunalt ansatte til politiet.

- Vi bliver bekymret for vores datters retssikkerhed, når der gives vildledende og urigtige oplysninger i skrivelser til eksterne instanser. For os virker det som om, at der snarere forsøges at dække over de talrige fejl i sagsbehandlingen, frem for at få sagen tilbage på rette spor og få afklaret uenigheder og sagsbehandlingsfejl, udtaler pigens mor.

Moren ønsker ikke sit navn offentligt frem, men redaktionen er naturligvis bekendt med hendes identitet.

- Da vi ikke ad dialogens vej kan komme igennem systemet, har vi som sidste udvej i samarbejde med vores private socialrådgiver valgt at politianmelde byråd, borgmester og de medarbejdere, som vi vurderer har overtrådt straffelovens bestemmelser på området. Det er rigtig ærgerligt, det skulle nå dertil, fortsætter moren.

Familien: Svigt og usandheder
TV 2/FYN har flere gange omtalt sagen, hvor pigens forældre mener, at Nordfyns Kommune ikke har tilbudt deres datter den behandling, som hun har krav på, ligesom de mener, at kommunen i flere tilfælde er kommet med usande oplysninger.

I stedet for at tilbyde datteren den rette behandling har kommunen ifølge den psykiatriske skadestue tværtimod iværksat et forløb, som har forværret pigens helbred.

Forældrene har forsøgt at klage til borgmesteren og byrådsmedlemmerne, men har ifølge dem selv ikke modtaget noget svar.

Nordfyn afviser svigt
Nordfyns Kommune har tidligere afvist, at den dengang 16-årige pige ikke har fået den rette behandling.

- Der har været tale om et behandlingsforløb, hvor behandlingen er ophørt på baggrund af ønske fra den unge og forældrene. Tilrettelæggelsen af en kommunal behandling har det formål at støtte børn og forældre, så barnet og forældre hurtigst muligt kommer i en positiv udvikling, lød det fra chef for Børn og Familie, Henrik Jacobsen, Nordfyns Kommune.

Borgmester Morten Andersen ønsker i dag ikke at kommentere sagen over for TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt