I det fynske folks tjeneste

Borgmester tavs om Bubbas-møde

Bevillingsnævnet i Middelfart Kommune holder fredag formiddag et ekstraordinært møde om Bubbas Bar & Natklub, som risikerer at miste sin bevilling.

Mødet finder sted efter at Fyens Stiftstidende har afsløret, at der bliver solgt balloner med ulovlig og farlig lattergas på natklubben.

Og i den forgangne weekend blev tre gæster behandlet for ætsninger i halsen efter at have indtaget drinks på stedet - en sag, myndighederne stadig forsker i.

- Vi efterforsker stadig. Vi er selvfølgelig kommet videre. Men det er en proces og vi efterforsker stadig. Der var mange mennesker til stede den aften på Bubbas Bar. Der er en del skal afhøres, siger vicepolitiinspektør Sten Sørensen, Fyns Politi til TV 2/FYN.

- Mike Juhl Jensen siger jo, at videoovervågningen vil frikende ham. Gør den det?

- Vi er stadig i  gang med at se på video. Vi er ikke færdige med den del af efterforskningen endnu, siger Sten Sørensen.   

-Har jeres repræsentant i bevillingsnævnet nye oplysninger med til politikerne i Middelfart i dag?

- Når vi har noget nyt i sagen, så skriver vi en pressemeddelelse, slutter vicepolitiinspektøren. 

Formanden for bevillingsnævnet i Middelfart, borgmester Steen Dahlstrøm, har hidtil ikke kommenteret sagen udover, at han har bedt politiet kigge på den.

Ifølge Fyens Stiftstidende vil politiet orientere bevillingsnævnet om sagen på mødet fredag formiddag.

Det har ikke været muligt at få oplyst hvornår og hvor mødet finder sted.

Pernille Gustafsson fra pressetjenesten i Middelfart Kommune fortæller, at mødet er lukket for offentligheden. Og at hun ikke kan oplyse, hvor det finder sted eller hvornår.

Borgmesteren ønsker ikke at udtale sig hverken før eller efter mødet, er meldingen.

Fyens Stiftstidendes lokalredaktør i Middelfart Henrik Larsen fortæller til TV 2/FYN, at mødet ifølge hans oplysninger finder sted her til formiddag kl. 09.00.

Ved du noget? Så send os et tip