Borgmester til lodsejere: Ikke vores opgave at tage dialogen

Borgermøde på Nordfyn. Skarpe spørgsmål og knubbede ord haglede ned over borgmester og udvalgsformand, som fastholdt, at processen omkring mulige nye vådområder har været helt efter bogen.

Et intenst borgermøde løb onsdag aften af stablen i Bårdesø Forsamlingshus.

Her var godt 80 borgere og byrådsmedlemmer samlet i forsøget på at finde hinanden i konflikten omkring Nordfyns Kommunes arbejde med at udpege og undersøge mulige nye vådområder.

Mødet var stablet på benene af en gruppe lodsejere fra Krogsbølle.

- Jeg vil gerne have et klart svar på, hvad der skal ske med mit område i fremtiden, og så vil jeg gerne have et svar på, om kommunen fremover vil være mere åbne, når de går i gang med sådan noget her, lød det fra frugtavler, Henning Jensen, umiddelbart inden mødet gik i gang.

Nogen klare indrømmelser havde politikerne dog ikke med til borgere og virksomheder i de berørte områder.

- Det, at der er nogle lodsejere, som mener, de skulle have været involveret tydeligere i den her proces. Det synspunkt og den holdning er der jo ikke nogen, der kan tage fra dem, lød det blandt andet fra borgmester, Morten Andersen.

Ikke tilfredse med politikernes svar

Selvom en stor del af taletiden gik til formanden for Miljø- og Teknikudvalget, den konservative Franz Rohde, og til borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen, så lykkedes det dem ikke at få overbevist de fremmødte om, at deres vrede er ubegrundet.

Efter mødet: Lodsejerne var langt fra tilfredse med politikernes svar.

Henrik Petersen, der har jord ved Fjordmarken, kom blandt andet for at få et klart svar på, hvorfor Nordfyns Kommune har indsendt projektet i hans område til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning.

Det er nemlig kun tre år siden, at projektet blev forundersøgt og siden skrinlagt, fordi lodsejerne i en underskriftsindsamling klart og tydeligt gjorde opmærksom på, at de ikke frivilligt vil afstå jord til et ca. 160 hektar stort vådområde ved Fjordmarken.

- Jeg går ikke hjem med nogen god mavefornemmelse. Jeg fik ikke noget klart svar på, hvorfor de har siddet vores underskriftsindsamling overhøring, sagde Henrik Petersen efter mødet.

Borgmesteren afviste kritik

Der er dog ifølge borgmesteren ikke noget mærkeligt i, at projektet ved Fjordmarken er blevet trukket op af skuffen og indsendt til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning uden, at lodsejerne er blevet spurgt, om de har ændret holdning, siden projektet sidst var på bordet.

Efter mødet: Borgmester, Morten Andersen, afviser lodsejernes kritik.

- Det er helt naturligt, at vi melder det samme område ind igen, som de (Naturstyrelsen, red.) havde kig på i sin tid. Det er jo netop, fordi det som udgangspunkt opfylder betingelserne for at lave et vådområde. Naturstyrelsen må så vurdere og tage dialogen med de berørte lodsejere.

Men er det ikke Jeres job? 

- Nej. Det er ikke vores job at gøre det, lød det fra Morten Andersen.

 

Oversigt

    Oversigt