Borgmesteren i Kerteminde: Flertallet bestemmer

Stort anlægsprojekt ved havnen i Kerteminde skaber splittelse i byrådet. Borgmesteren mener tiden er til handling, hvis der skal ske noget.

Kommunen vil sikre lystbådehavnens beståen og udvikling. Det vil de gøre gennem en stor udgravning og omlægning af molen. Det bliver dybere for bådene, og havnen bliver en såkaldt a-havn. Prisen for projektet er 25 milloner kroner.

De penge vil kommunen finde to steder, dels ved at udbyde tre område til cirka 110 attraktive boliger tæt på havnen, og dels ved at sælge en grund til en 1.200 kvadratmeter stor dagligvarebutik.

Men byrådet i Kerteminde står splittet ved indgangen til det store anlægsprojekt.

 

Men beslutningen om at gennemføre projektet er nærmest truffet. Borgmesteren i Kerteminde, Hans Luunbjerg (V) har på forhånd sikret sig et komfortabelt flertal for projektet.

- Vi har i Kerteminde arbejdet meget med, hvordan Kerteminde skal udvikle sig. Vi har rigtig mange maritime-kvaliteter, en meget ivrig sejlklub. Så vi investerer massivt i marinaen for at gøre den bedre. Samtidig investerer vi også på land, fortæller han.

Et mindretal i byrådet er kritiske overfor projektet, og så er det utilfredse med, hvordan borgmesteren har ageret i projektet.

- Der er stort set ikke blevet flyttet et komma i forhandlingerne. Borgmesteren har fastholdt sit forslag meget stædigt, fortæller byrådsmedlem Terje Pedersen fra Dansk Folkeparti i Kerteminde Kommune.

Fem partier, der tilsammen tegner syv mandater i byrådet, mener projektets mange boliger vil fylde for massivt. Endelig vil en ny dagligvarebutik være én for mange.

- Vi tror, det vil ødelægge handelslivet her i Kerteminde med det ekstra supermarked, fortæller byrådsmedlem Terje Pedersen.

Borgmesteren er dog overbevist om at fortsætte projektet.

- Det er flertallet i politik, der bestemmer. Jeg konstaterer, der er 18 ud af 25, der vil stemme for havne-masterplanen. Det er et ret stort flertal, men jeg beklager da, at der ikke er flere, der har ønsket at være med, fortæller Hans Luunbjerg.

- Vi er stærkt utilfreds med, at vi ikke har kunne flytte et komma i forhandlingerne, fortæller Terje Pedersen.

Men uanset mindretallets holdninger til planen, så fremlægges planen for byrådet den 23. februar.

- Jeg har været borgmester i godt og vel tre år. Vi begyndte at tale om, da jeg var nyvalgt, hvad kunne vi gøre på havnen og hvordan skulle balancen være. Det har vi brugt tre år på. Skulle det besluttes i denne byrådsperiode, er det ved at være tiden, fortæller Hans Luunbjerg.

 

 

Oversigt

    Oversigt