Borgmesterkæden i Faaborg-Midtfyn Kommune er fundet.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Den var hverken hos de tidligere borgmestre eller i et hengemt kontor på rådhuset. Den gemte sig på Øhavsmuseet i Faaborg.
Da Hans Stavnsager (S) på et konstituerende kommunalbestyrelsesmøde i mandags officielt blev udpeget som kommende borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, var det med borgmesterkæden fra den tidligere Årslev Kommune om halsen.
I Faaborg-Midtfyn Kommune har man ellers besluttet at bruge borgmesterkæden fra Faaborg, men den var forsvundet. Normalt bliver den opbevaret på rådhuset i Ringe, men den var ikke til at finde op til det konstituerende møde mandag.
I stedet blev borgmesterkæden fra det hedengangne Årslev Kommune fundet frem til lejligheden. Årslev Kommune var selvstændig inden den blev en del af Faaborg-Midtfyn Kommune i forbindelse med kommunesammenlægningen.
Men nu kan Hans Stavnsager få "den rigtige" kæde om halsen.
- Vi er naturligvis meget glade for, at borgmesterkæden nu er lokaliseret og er i god behold. Vi ville selvfølgelig gerne have brugt Faaborgs borgmesterkæde til det konstituerende kommunalbestyrelsesmøde i mandags, men heldigvis er det gået hurtigt med at opspore den, siger sekretariatsleder Dorthe Schou Johansen.
Kæden er i god behold, og den har i godt et års tid befundet sig på Øhavsmuseet, hvor den var udlånt til en udstilling om Faaborg By. Kæden var med på udstillingen som et symbol på købstaden.