Borgmesters twitter-sag havner i Ankestyrelsen

Danske Folkeparti vil have sagen om Odense-borgmester Peter Rahbæk Juels twitterprofil gransket i Ankestyrelsen.

Peter Rabæk Juel kom i sidste uge under anklage for at have brugt den kommunale forvaltning til at tweete socialdemokratisk propaganda ud til borgerne, og det er ifølge flere eksperter i strid med reglerne.

Nu bliver sagen indklaget til Ankestyrelsen af Dansk Folkeparti's Pernille Bendixen. Hun siger i dag til TV 2/Fyn, at der er brug for at få en grundig undersøgelse - ikke mindst efter, at stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen har bekræftet, at flere tweets har befundet sig i en gråzone.

quote Der er brug for en grundig undersøgelse. Ikke mindst efter, at stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen har bekræftet, at flere tweets har befundet sig i en gråzone.

MF Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti

- Jeg synes, at der er brug for, at vi får en afklaring på, om de her tweets har været ulovlige eller ej, siger Pernille Bendixen.

Pernille Bendixen stillede i sidste uge spørgsmål til indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll, men ministeren ønsker ikke at forholde sig konkret til sagen fra Odense.

- Det almindelige tilsyn med kommuner og regioner varetages af Ankestyrelsen med Økonomi- og Indenrigsministeriet som øverste tilsynsmyndighed. Derfor risikerer jeg at blive inhabil, hvis jeg udtaler mig om den konkrete sag, lød svaret fra Simon Emil Ammitzbøl.

- Så må vi have Ankestyrelsen ind og kigge på sagen. Som byrådsmedlemmer og menige politikere skal vi kunne hvile trygt i, at vi har en forvaltning med embedsfolk, som ikke arbejder for bestemte politiske sager, men er neutrale, siger Pernille Bendixen.

Oversigt

    Oversigt