I det fynske folks tjeneste

Borgmestre slås om fremtidens sygehuse

Ni fynske borgmestre advarer nu mod at bygge et nyt supersygehus nær Fredericia. Brug pengene på Odense Universitetshospital, lyder meldingen.

Et nyt supersygehus midt i trekantområdet er spild af penge. Det mener ni fynske borgmestre, der nu svarer borgmestrene i Middelfart, Kolding og tre andre kommuner, der ønsker et nybygget sygehus i Taulov ved Fredericia.

Dermed spidser kampen om fremtidens sygehuse i Region Syddanmark for alvor til.

- Det vil være galmandsværk at bruge alle regionens penge på et nyt sygehus i trekantområdet. I stedet skal man udbygge og fremtidssikre Odense Universitetshospital, siger Lars Erik Hornemann (V), borgmester i Svendborg, til Ritzau.

Sammen med sine fynske borgmesterkolleger, på nær Middelfart, sender han et brev til regionen.

Borgmestrene kaster sig også ind i slagsmålet om fremtidens skadestuer. Ifølge Lars Erik Hornemann er fynboerne enige om, at Svendborg skal beholde sin skadestue.