I det fynske folks tjeneste

Borgmestre: Statsgaranti til lån på landet

02:55
05:31

1 af 3

Hvis ikke Danmark skal rives midt over, kan det blive nødvendigt at indføre statsgaranti til realkreditlån, lyder det nu fra fynske borgmestre.

Garantierne skal gives til virksomheder eller folk i landsområder, der ikke kan låne penge, fordi de bor det forkerte sted.

Landsbyerne i Danmark og Dansk Ejendomsmægler Forening var tirsdag til møde med Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen, Soc.dem. og Realkreditrådet om store låneproblemer på landet.

Med til mødet med Carsten Hansen var også Søren og Inge Sørensen fra Gudme. Søren og Inge Sørensen har en SPAR-butik og 6 ansatte. De vil på grund af alder gerne sælge. Der er flere købere, men de kan ikke låne til køb af en landsbybutik.

Minister vil sikre ensartet behandling

Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen erkendte ved mødet tirsdag, at det er blevet for svært at låne penge på landet. Han vil nu drøfte sagen med Realkreditrådet.

- Jeg tror, at vores realkreditinstitutioner er kammet lidt over, og det vil vi gerne i dialog om, så vi sikrer, at alle får en ensartet behandling, siger Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.

Staten må gå ind

Men to fynske borgmestre mener, at det kan blive nødvendigt med mere end politiske signaler. En løsning kan være, at staten går ind og garanterer for lån i landområderne.

- Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan låne, hvis man har et forkert postnummer. Så en statsgaranti kan være løsningen for de virksomheder, der ellers har et rigtigt og økonomisk sundt projekt, siger borgmester Hans Jørgensen, Soc. dem fra Faaborg-Midtfyn Kommune.

Og Finn Brunse, der er borgmester i Assens Kommune, er enig.

- Situationen er så alvorlig, at det kræver en national indsats. Hvis det ikke lykkedes i tilstrækkeligt grad at trykke realkreditinstitutterne på maven, så kan en statslig garanti være løsningen. Det kender vi inden for en lang række andre områder, som for eksempel eksport, siger borgmester Finn Brunse, Soc.dem. fra Assens Kommune.

Ved du noget? Så send os et tip