I det fynske folks tjeneste

Borgmestre: Styr munden, Lars Løkke

En række konservative borgmestre med Jan Boye i spidsen har hørt nok til Lars Løkke Rasmussens verbale udbrud. De er trætte af ministerens kritiske udtalelser.

Lars Løkke er kendt for at sige tingene hårdt og kontant. Men det er blevet for meget for en række borgmestre. En kræver, at Fogh fyrer ham.

Hård og truende

Flere konservative borgmestre er mere end almindelig trætte af indenrigsministeren. Ministerens udtalelser i den højspændte velfærdsdebat om nedskæringer i kommunerne vækker harme i Odense.

- Jeg synes, at Lars Løkke har haft en sprogbrug, der har været meget hård. Han har truet kommunerne med, at hvis de ikke makkede ret, vil det kommunale selvstyre blive indskrænket. Det klæder ikke en indenrigsminister, siger Odenses borgmester, Jan Boye til Jyllands-Posten lørdag.

Fyr Løkke og gør ham til kirkeminister

Men borgmestrene raser også over, at Lars Løkke Rasmussen har angrebet Århus-borgmester, Nicolai Wammen og anklaget ham for at minde om en imam.

- Det er et helt uberettiget angreb på en borgmester og ikke en indenrigsminister værdig, siger Hørsholms borgmester, Uffe Thorndahl og fortsætter:

- Hvis jeg skulle give statsministeren et godt råd i den nuværende situation, er det at finde en ny politiker til at passe Indenrigsministeriet og overveje at gøre Løkke Rasmussen til ny kirkeminister i stedet for. Det må være begrænset, hvad han kan gøre af skade der.