I det fynske folks tjeneste

Børn i Odense høres for lidt

Børn i Odenses børnehaver bliver hørt for lidt

Vi er ikke gode nok til at tage børnene med på råd. Sådan lyder konklusionen i en ny kvalitetsrapport, der har kulegravet børneinstitutionerne i Odense.

Odense kommune har som den første i Danmark sat hver eneste børnehave og vuggestue under luppen, skriver DR Fyn.

Hver enkelt institution er vurderet på kryds og tværs, og temaerne strækker sig lige fra medarbejdere, der er uengagerede til hvordan legepladser udformes og nogle børns sprogproblemer.

Odenses børnehaver scorer i gennemsnit kun 3,2 af 5 mulige point, når medarbejdere, ledelse og børnene selv vurderer, om børnene bliver inddraget i alt det, der har med leg at gøre, eller når der træffes afgørelser om legerum og legepladser.

Undersøgelsen viser også, at mange institutioner ikke ved, hvordan de skal tackle uengagerede medarbejdere, hvis adfærd kan give uro hos børnene.

Professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Institut, mener, at Odense-undersøgelsen bør gennemføres i andre kommuner, fordi den synliggør, hvad der foregår.

Det er første gang, sådan en undersøgelse er lavet af børneinstitutioner i Danmark.

Hidtil er det kun folkeskolen, der er blevet undersøgt.

Den ny kvalitetsrapport for dagtilbud i Odense er i sin ide og omfang så usædvanlig, at resultaterne i næste uge skal præsenterets på et børne-topmøde i Kommunernes Landsforening.

Ved du noget? Så send os et tip