Børnehaver uden budgetter

Mange fynske børnehaveledere må leve med, at de ikke kender deres institutions økonomi.

Mere end halvdelen af de fynske børnehaveledere ved for eksempel ikke, hvor mange vikarer, de har råd til at hyre.

25% af lederne må leve i uvished om deres økonomi hen i marts måned, inden kommunen melder budgettet ud.

10% får slet ikke budgettet.

Det viser en undersøgelse af institutionsledernes psykiske arbejdsmiljø lavet af analysefirmaet, Bureau 2000, for BUPL Fyn.

Resultatet er, ifølge undersøgelsen, at mange ledere bliver presset psykisk.

Nogle bruger meget tid på at regne ud, hvor mange penge, de har til rådighed - tid der går fra det pædagogiske arbejde.

Nogle sparer for meget af frygt for at sprænge budgettet og oveni kan et eventuelt overskud blive inddraget af kommunen på næste års budget.

Professor: Urimelige vilkår

Professor i offentlig administration og ledelse ved Syddansk Universitet, Kurt Klaudi Klausen kalder vilkårene urimelige:

- Det lyder umiddelbart uforståeligt og urimeligt, at man har decentraliseret det økonomiske ansvar uden at melde budgetterne ud. Det bliver en umulig opgave for lederne at lave de prioriteringer, der forventes, siger han.

Formanden for lederne i BUPL Fyn, Fie Landemann:

- Ledere uden budget bør reagere ved at satse. Til alle ledere vil jeg sige: Tro på, at I har de samme penge som året før og hyr vikarer ud fra det. Gør det både for personalets, børnenes og jeres egen skyld.

Hele undersøgelsen her

Oversigt

    Oversigt