Børnelæge: Flere fejlmedicinerede astmabørn

Børn med astma risikerer fejlmedicinering og indlæggelser, fordi astmaskolen i Odense nu er lukket. Det frygter en børnelæge.

Astmaskolen i Odense lukkede 1. januar, fordi Fyns Amt drejede nøglen om. Flere hundrede fynske astmabørn kan derfor ikke længere få gratis råd og vejledning, når det handler om at regulere sin medicin og leve med astma i hverdagen.

- Konsekvensen vil være, at der vil være flere børn, som tager deres medicin forkert, og derfor vil der være flere børn, der vil være dårligt behandlet for deres astma, og det kan betyde flere indlæggelser, siger Karen Konstantin Hansen, der er speciallæge i børns sygdomme i Odense.

Familier med astmabørn må nu i højere grad gå til egen læge for at få svar. Men det er ikke det samme for hverken børn eller forældre.

- På astmaskolen kan vi udveksle erfaringer i pausen, og vi kan stille spørgsmål, som vi ikke lige får spurgt lægen om i den korte tid, man er inde hos ham, siger Hanne Thorup Pedersen, der er mor til 8-årige Jeanne med astma.

Astma-Allergiforbundet har forsøgt at få Region Syddanmark eller Odense Kommune til at overtage tilbuddet, men det er endnu ikke lykkedes.

Oversigt

    Oversigt