I det fynske folks tjeneste

Børneporno-aktion på Fyn

Både Odense, Nyborg og Svendborg Politi deltog tirsdag morgen i en fælles nordisk aktion mod børneporno. På Fyn arresterede politiet tre mænd.

-

Odense, Nyborg og Svendborg Politi deltog tirsdag morgen i en fælles nordisk aktion mod børneporno. Tre mænd blev arresteret i aktionen på Fyn.

Odense Politi har længe haft en mand under mistanke, og ransagede hans ejendom tirsdag morgen i Odense. Politiet konfiskerede blandt andet en computer, og manden er nu til afhøring hos politiet, oplyser Ole Højer Pedersen, der er chefkriminalinspektør hos Odense Politi.

Samtidig arresterede Nyborg Politi en mand, der er sidst i tyverne. Politiet har længe haft ham mistænkt for at være i besiddelse af børneporno. Politiet konfiskerede blandt andet mandens computer.

I Svendborg arresterede politiet en 30-årig mand. Politiet tog mandens computer og noget digitalt udstyr. Manden blev løsladt tirsdag formiddag, mens politiet efterforsker sagen.

Der var tale om en fælles aktion i både Danmark, Norge, Sverige og Finland. Aktionen, med kodeordet \"Enea\", fandt herhjemme sted i 27 af landets 54 politikredse. Herhjemme blev 43 personer anholdt i løbet af morgenen. Politiet i Danmark slog tirsdag morgen til mod 43 personer, der mistænkes for at have skaffet sig børneporno over internettet. De 43 mistænkes for at have brugt fildelingsprogrammet FastTrack til at få adgang til børnepornoen.