I det fynske folks tjeneste

Bortviste elever inviteres til samtale

Region Syddanmark og Nyborgskolen indkalder nu seks bortviste elever og deres forældre til samtaler på skolen. Samtalerne kan ende med, at eleverne kan vende tilbage.

En gruppe elever begik hærværk på Nyborgskolen søndag 1. marts i år, og skolens ledelse valgte derefter at bortvise seks elever.

Region Syddanmark og Nyborgskolen erkendte forleden, at der er begået fejl i forbindelse med bortvisningen og inviterer nu de seks elever og deres forældre til samtaler på skolen. Målet er, at eleverne kan komme tilbage til Nyborgskolen, indtil der træffes en endelig afgørelse i sagen.

- Vi bliver hele tiden klogere i denne sag. Region Syddanmark og Nyborgskolen har begået fejl i forbindelse med bortvisningen. Det beklager vi. Nu suspenderer vi bortvisningen af de seks elever, mens sagen kører, siger socialdirektør Anders Møller Jensen, Region Syddanmark.

Forældrene til de seks elever er i dag blevet kontaktet for at arrangere samtalerne, så hurtigt det kan lade sig gøre.

Medarbejdere fra Region Syddanmark vil sammen med ansatte fra Nyborgskolen deltage i samtalerne med de seks elever og deres forældre.

Efter samtalerne vil eleverne kunne vende tilbage til Nyborgskolen, indtil det er afgjort, om der er baggrund for en egentlig bortvisning eller ej.

Fakta

Nyborgskolen er et landsdækkende kompetencecenter for unge med høretab.

Skolen tilbyder bl.a. rådgivning og undervisning, og der er mulighed for at bo på skolen.

Nyborgskolen har plads til omkring 70 elever. Skolen drives af Region Syddanmark.

Kilde: Region Syddanmark