Bowlingcenter vil passe børn

Der kommer til at mangle pasningsmuligheder, hvis lockouten af lærerne bliver en realitet. Men nu tilbyder et bowlingcenter, at børnene kan komme ned og bowle - helt gratis.

Mange børnefamilier vil være i klemme, hvis den varslede lockout af folkeskolelærere træder i kraft til april. Men nu stiller et bowlingcenter i Assens sine lokaler til rådighed for børnene.

- Vi har lokalerne, og vi har pladsen. Jeg synes bare, jeg ville give en hånd til de familier, der får problemer i en eventuel konflikt, siger Frank Larsen, der er ejer af Assens Bowlingcenter.

Selvom Frank Larsen er klar på at give en hjælpende hånd, så kan han ikke passe alle børnene selv.

- For at det her kan lade sig gøre, har jeg brug for noget opbakning fra forældre og bedsteforældre til de børn, vi skal passe, siger han.

Noget tyder på, at han ikke kommer til at mangle opbakning fra bedsteforældre. Poul Bæk, der er pensionist i Assens, bowler jævnligt i centeret, og han er klar på at passe børn.

- Det er en god idé, som Frank har. Jeg kunne eventuelt tage mine egne børnebørn med, som muligvis også bliver lukket ude, siger Poul Bæk.

Frank Larsen tilbyder, at børnene kan komme ned i centeret uden at betale noget for det. Han afviser, at han kommer til at tjene penge på det.

- Jeg stiller centeret gratis til rådighed. De må selv have madpakke og drikkelse med. Der er ikke noget profit i det her for mig, siger han.

Formålet med børnepasningen er at vise, at byen kan stå sammen og hjælpe de familier, som bliver ramt, fortæller han.

- Jeg synes, det er vigtigt. Vi må vise, at vi står sammen og hjælpes ad med at hjælpe børnene.

Oversigt

    Oversigt