Boye: 72 år er for meget for en borgmester

Odenses borgmester genopstiller ikke ved næste valg: Han føler, at han vil blive for gammel i løbet af næste valgperiode

- Hvis jeg var fortsat, så ville jeg stadig være borgmester, når jeg blev 72 år gammel. Det synes jeg blev for meget. Det siger Odenses mangeårige borgmester Anker Boye til Ritzau, efter at han i går aftes annoncerede, at han ikke genopstiller til kommunalvalget.

Han glæder sig over den udvikling, som byen har været inde i gennem de seneste år.

- Det er jo byrådet, der har æren for det. Men jeg har nok haft en lille finger med i spillet. Og det er jeg stolt af, siger Anker Boye.

Anker Boye siger til Fyens Stiftstidende, at han vil blive siddende resten af byrådsperioden, men TV 2/FYN’s politiske redaktør, Jesper Buch, er ikke overbevist om, at det kommer til at ske.

- Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Anker Boye inden længe også trækker sig helt fra byrådet. Han vil være ledelsesmæssigt svækket, fordi han opfattes som værende på vej væk. Lur mig om han ikke allerede i kraft af sit enorme netværk har fået en interessant og tung bestyrelsespost stillet i udsigt, siger Jesper Buch.

Anker Boye har, ifølge ham selv, ikke noget andet linet op, han vil kaste sig over, når tiden som borgmester er udløbet. Men han afviser ikke, at "noget kan dukke op".

Valget om ikke at genopstille blev truffet allerede før kommunalvalget i november 2013, der sikrede Anker Boye endnu en periode som borgmester i Odense. Den post han første gang fik i 1994.

- Jeg har været med i den politiske arena i rigtig mange år. Alderen begynder at tikke derhenad. Hvis der skal være plads til lidt andet end det her aktive politiske liv i mit lange liv – jeg håber at få et langt liv – så er det også tiden at tænke på noget andet. Derfor traf jeg beslutningen allerede før sidste valg, fortæller han TV 2/FYN. 

Når den indeværende borgmesterperiode udløber, stopper en karriere i dansk politik, der også har talt en lang periode i Kommunernes Landsforening. Her har Boye både været formand og næstformand.

Tiden i politik startede, da Anker Boye blev fagligt aktiv i arbejdet som portør i 1976.

- Jeg har haft et politisk rigt liv med mange oplevelser og muligheder. Det har været spændende, og jeg har nydt at være med i manegen. Men der må også være plads til privatpersonen Anker nu. Vi har jo kun det ene liv, vi har, og jeg vil gerne have et par år med tid til andet.

Oversigt

    Oversigt