Brændt færge til ophugning

Den udbrændte DFDS-færge "Lisco Gloria" forlader Odense og slæbes til Estland, hvor den skal hugges op.

Færgen brød i brand i oktober ud for Langeland og blev efterfølgende slæbt ind til Fayard-værftet ved Odense.

Men onsdag tager slæbebådene fat og trækket vraget til Tallinn, oplyser den tyske radiostation NDR ifølge Ritzau.

Alle de 236 personer om bord blev reddet fra den brændende færge, der sejlede mellem Kiel og Klaipeda.

Allerede i sidste måned meddelte DFDS, at færgens forsikringsselskab nu vurderede, at skibet var at betragte som totalskadet.

Det udløste en erstatning på 525 millioner kroner til DFDS.

Brandårsagen menes at være et defekt køleaggregat på en lastbil på dækket.

Oversigt

    Oversigt