Brændt færge vil ligge stille i flere dage

Bjærgningsselskab vil igen forsøge at få adgang til de lavere dæk på "Lisco Gloria" syd for Langeland.

Der vil gå flere dage, før den udbrændte færge "Lisco Gloria" vil blive flyttet fra positionen syd for Langeland.

Sådan lyder forventningen i Søværnets Operative Kommando tirsdag formiddag.

Et bjærgningsselskab vil tirsdag gøre et nyt forsøg på at få adgang til de lavere dæk og sikre lukning af ventiler til olietanke og ballastvand, oplyser SOK.

Eksperterne skal beregne skibes stabilitet, før det afgøres, om det kan flyttes og slæbes i havn.

Muligvis skal der laves modelforsøg i forbindelse med beregningerne.

Det er Søfartsstyrelsen, der bestemmer, om "Lisco Gloria" kan slæbes væk fra positionen.

Alle 236 om bord blev evakueret, efter at færgen brød i brand natten til lørdag undervejs fra Kiel til Klaipeda i Litauen.

Skibet er indregistreret i Litauen og ejes af DFDS. Branden opstod muligvis som følge af en eksplosion i en lastbil.

Tirsdag formiddag er der fortsat ingen tegn på olieforurening i området, oplyser SOK.

Oversigt

    Oversigt