Brændte ekskærestens lejlighed af

En 37-årig mand fra Odense brød natten til søndag ind i sin tidligere kærestes lejlighed og brændte den af. Ingen kom noget til ved branden, men den var tæt på at brede sig.

Den 37-årige har forklaret at han var jaloux på ekskæresten. Derfor brød han ved 23-tiden lørdag aften ind i hendes lejlighed på Æblegrenen i Odense SØ.

Her satte han ild til et håndklæde i køkkenet. Han hævder, at han slukkede ilden igen, men det skete ikke.

Da brandvæsenet nåede frem var ilden meget tæt på at brede sig fra første sals lejligheden til nabolejlighederne.

Det lykkedes på et hængende hår for brandfolkene at begrænse flammerne; men kvindens lejlighed udbrændte.

Den 37-årige blev fremstillet i grundlovsforhør søndag formiddag og varetægtsfængslet i fire uger.

Der var ingen hjemme i lejligheden og ingen kom noget til ved branden.

Oversigt

    Oversigt