I det fynske folks tjeneste

Bramsen: Carl Holst kæmper ikke for letbane

01:53
00:48

1 af 3

Carl Holst bliver nu beskyldt for ikke at kæmpe nok for en letbane i Odense. Regionsrådsformanden frygter, at regeringen nu er i gang med at finde en syndebuk for ikke at støtte letbanen.

I sidste uge udsendte Region Syddanmark en pressemeddelelse, hvor Carl Holst opfordrede regeringen til at holde tempoet og komme videre med etableringen af letbane i Odense.

- Jeg har hele tiden slået på, at Odense Letbane er en nødvendig del af infrastrukturen omkring det nye universitetshospital, Syddansk Universitet og de mange andre arbejdspladser i og omkring Forskerparken, hvor titusindvis af mennesker vil få deres daglige gang. Derfor er det væsentligt, at alle parter holder tempoet, og at der ikke går Christiansborg-fnidder i den, som vi har set med andre infrastrukturprojekter, skrev regionsrådsformand Carl Holst(V) blandt andet i pressemeddelelsen.

Men udmeldingen fra Regionsrådsformanden bliver modtaget med hovedrysten af folketingsmedlem Trine Bramsen.

- Det er en interessant pressemeddelelse, fordi forhandlingerne om letbanen har stået på her på Christiansborg over længere tid, men med meget lidt opbakning og deltagelse fra Carl Holst, skriver Trine Bramsen(S).

I følge det fynske folketingsmedlem yder Region Syddanmark kun støtte til letbanen i begrænset omfang, og er den region i landet, der bidrager mindst til et letbaneprojekt.

Pinligt

Region Syddanmark har foreløbig afsat 100 millioner kroner til letbanen i Odense, hvilket svarer til 4,7 procent af finansieringen. I Aarhus bidrager Region Midtjylland med 5,8 procent af finansieringen, viser beregninger fra Trine Bramsen.

- Det er direkte pinligt, at Carl Holst langer ud efter regeringen, når han selv er den regionsformand, der ønsker at bidrage mindst til finansieringen af letbaneprojekter i Danmark. Det gør det ikke lettere for os landspolitikere at trække penge til Odenseprojektet, siger Trine Bramsen.

Holst bekymret

Kritikken bliver mødt med hovedrysten og bekymring af Carl Holst.

- Jeg bliver rigtig bekymret, når et folketingsmedlem fra et regeringsparti retter kritik mod Region Syddanmark, som hele vejen igennem har støttet letbanen i Odense. Jeg kan kun tolke hendes kritik som, at regeringen ikke har til hensigt at støtte den letbane, som man tidligere har lovet, lyder det fra Carl Holst.

I følge Regionsrådsformanden hænger det forholdsvis mindre tilskud fra Region Syddanmark sammen med, at letbanen i Odense er et projekt, der kun berører én kommune, mens letbaneprojektet i Aarhus involverer flere kommuner i regionen.

Ved du noget? Så send os et tip