Ærø-borgmester: Samråd er spild af ressourcer

Ole Wej Petersen, borgmester på Ærø, mener, at dagens samråd var spild af Trine Bramsens og folketingspolitikernes tid.

Mens forsvarsminister Trine Bramsen (S) fredag sad i samråd i Folketinget, og blandt andet skulle forklare, hvorfor hun med Marinehjemmeværnet i Svendborgs hjælp tog til Ærø den 15. august, så mødtes TV 2 Fyn på havnen i Svendborg med Ærøs borgmester og ministerens partikollega Ole Wej Petersen til en snak om hans oplevelse af det meget omdiskuterede besøg.

Spørgsmålet er blandt andet, om det var i orden at bruge forsvarets ressourcer for at tage til Ærø, og det synes Ole Wej Petersen er helt i orden. Til gengæld synes han, at samråd er spild af tid .

- Det, der foregår lige nu (samrådet, red.), er faktisk spild af ressourcer. Det er det spild af ministerens og folketingspolitikernes tid. Og det er faktisk også spild af alle andres tid, siger Ole Wej Petersen og uddyber:

- Den betjent, der serverer kaffe, og sådan nogle ting, det er betydeligt dyrere end alt det her. Der er ikke noget i denne her sag efter min mening.

Han tilføjer, at dette gælder for alle former for samråd.

- Om det så er de røde, de blå eller de gule. De henter allesammen hinanden i samråd. Når den ene er i regeringen, så hiver den anden part i samråd, siger Ærø-borgmesteren, som efter godt 20 år i politik, og én periode i borgmesterstolen ikke stiller op som Socialdemokratiets spidskandidat ved kommunalvalget den 16. november.

Ole Wej Petersen forklarer sin holdning til forbruget af ressourcer med, at Marinehjemmeværnet er frivilligt.

- Så det har jo ikke kostet noget i løn, og de bruger det som en øvelsestur. De har måske fået en kop kaffe, siger han.

- Det er jo frivilligt korps, og jeg kan sandelig godt forstå, at de gerne vil have besøg af Trine. Det er dem selv, der har spurgt om, at få et besøg. Det har været udskudt flere gange på grund af corona, så de har være glade for, at hun er kommet om bord. 

- Det ville jeg også være, hvis jeg var frivillig et eller andet sted, så ville jeg sætte pris på, hvis ministeren kom ud og besøgte mig.

quote Ville jeg gerne lave det om? Ja, selvfølgelig vil jeg da gerne det

Trine Bramsen (S), forsvarsminister

Når reglerne siger, at det skal være forsvarsrelateret, så er det vel forkert?

- Nej, det kan jeg simpelt hen ikke se, at det er.

- Trine Bramsen laver noget forsvarsrelaterede ved, at hun besøger Marinehjemmeværnet, og så laver hun et kombinationsbesøg, og det er selvfølgelig yderst fornuftigt at benytte sin tid bedst muligt og kombinere de to ting.

- Ellers skulle hun efterfølgende have taget hjem med Marinehjemmeværnet og taget færgen. Og det er selvfølgelig rigtig nok, at så har hun sparet de 44 kroner en billet koster, siger Ole Wej Petersen.

Ministeren ville gerne gøre det om

Ved samrådet samråd skulle Trine Bramsen, som i 2011 blev valgt ind i Folketinget med stemmer fra Fyns Storkreds, også svare på, om det gjorde nogen forskel, at hun var på Ærø, da den islamistiske, militante bevægelse Taliban tog kontrol med Afghanistans hovedstad, Kabul.

- Hvis der er nogen, der havde ønsket at være et andet sted og havde vidst, hvad der skete i løbet af søndagen, så var det da mig, sagde Trine Bramsen.

- Ville jeg gerne lave det om? Ja, selvfølgelig vil jeg da gerne det.

- Det ville så ikke have været anderledes, end at jeg havde siddet et andet sted med den selv samme telefon. Men det havde da sendt et bedre signal. Det tror jeg da står klart for alle, sagde Trine Bramsen og tilføjede, at hun var disponibel på sin telefon og kunne besvare alle anmodninger.

- Og det har jeg gjort. Der er ikke én beslutning, der ikke er blevet truffet.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) forklarede på samrådet, at hverken i Washington, London, Berlin eller i FN-systemet havde man forudset, hvor hurtigt den militante bevægelse Taliban ville vinde frem i Afghanistan og i særdeleshed hovedstaden, Kabul.

- Vi vidste ikke bedre end vores allierede og samarbejdspartnere, sagde udenrigsministeren.