I det fynske folks tjeneste

Brand: Betjente kæmpede med ild og røg

To betjente hoppede resolut ind i rollen som brandfolk, da et botilbud for ældre i Odense brændte.

Betjentene var de første på stedet natten til torsdag, hvor rehabiliteringscentret Lysningen brændte og udviklede kraftig røg.

- Der var så meget røg, at man ikke umiddelbart kunne komme ind, fortæller vagtchef Steen Nyland til TV 2/Fyn.

Men betjentene kæmpede sig ind til et brandskab, hvor de rullede en slange ud og begyndte at brandslukke.

- Det var et rigtigt godt stykke arbejde. Og nødvendigt. Hvis de ikke havde gjort det, så kunne det have været gået meget værre, fortæller Steen Nyland.

Beboerne på Lysningen blev efterfølgende evakuret - og ifølge vagtchefen blev de alle tjekket for røgforgiftning.

I løbet af dagen skal der ske brandtekniske undersøgelser for at fastslå brandårsagen.

- Vi kan ikke udelukke, at den er påsat, fortæller vagtchefen.

Ved du noget? Så send os et tip