Brand i Black Armys klubhus i Odense kan være påsat indefra

Intet tyder på, at der er tale om et angreb udefra, oplyser Fyns Politi om brand i klubhus. Seks er anholdt.

Seks personer er anholdt i forbindelse med en brand i bandegrupperingen Black Armys klubhus i Odense sent lørdag aften. Det oplyser Fyns Politi natten til søndag.
Politiet fik klokken 00.04 flere anmeldelser om, at der var brand i Black Armys klubhus på Nyborgvej i Odense.

- Der er ikke noget, der tyder på, at der er tale om et angreb udefra. Uden at kunne uddybe det nærmere er der til gengæld noget, der tyder på, at branden kan være påsat inde i huset, oplyser vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede.
Seks personer er anholdt i sagen.

- De anholdte blev truffet i en bil på vej væk fra klubhuset. Alle anholdte har i mere eller mindre grad tilknytning til huset, siger vagtchefen. 

Søndag formiddag er politiets teknikere på stedet. De skal prøve at komme brandårsagen nærmere, fortæller politikommissær Jack Liedecke:

- Det er en sag vi ser på med stor alvor. Der har måske været mennesker til stede i bygningen, mens der har været brand, og derfor bliver den efterforsket, siger han og fortsætter.

- Hvem der har påsat branden har vi ikke nogen formodning om på nuværende tidspunkt. Det er alt for tidligt at udtale sig om.

Fokus på Black Army
Jack Liedecke fortæller, at politiet i første omgang ser på branden som en isoleret sag, men samtidig har man fokus rettet på Black Army generelt.

Black Armys klubhus er placeret på adressen Nyborgvej 140 i den centrale del af Odense.

Oversigt

    Oversigt