I det fynske folks tjeneste

Brand på MicroMatic i Odense udviklede farlig røg

Politiet bad folk i det sydvestlige Odense om at lukke døre og vinduer. Branden kom hurtigt under kontrol

En brand tirsdag morgen i Odense har formentlig udviklet farlig røg.

Branden er opstået på virksomheden Micro Matic på Holkebjergvej i det sydvestlige Odense, oplyser politiet.

Borgere i området mellem Sanderumvej, Holkebjergvej, Hvidkærvej og Assensvej blev advaret om at søge indendørs.

Folk bør lukke døre og vinduer og standse ventilationen, lød opfordringen fra myndighederne.

Et par minutter før klokken syv fik politiet meldingen om branden, men da det viste sig, at røgen kunne være giftig, besluttede man at udsende en advarsel i en såkaldt beredskabsmeddelelse.

Ved nitiden oplyser Fyns Politi til Ritzau, at branden er under kontrol.

Micro Matic leverer tilbehør til fadølsanlæg og fremstiller blandt andet armaturer.

Ingen ansatte er kommet til skade, oplyser produktionsdirektør Jørn Jensen til fyens.dk.

Branden er opstået omkring et cirka 75 kvadratmeter stort bejdseanlæg. Kun tre var på arbejde.

- Det er da træls for os, siger Jørn Jensen.

Ved du noget? Så send os et tip