I det fynske folks tjeneste

Brand på tjærefabrik i Nyborg

Det var et utæt rør på tjærefabrikken Koppers Denmark, der mandag var skyld i en større brand i Nyborg. Branden kom hurtigt under kontrol, oplyser politiet.

Branden kom hurtigt under kontrol, oplyser politiet.

- Det så ret voldsomt ud i begyndelsen, men heldigvis var det ikke så slemt, siger vagtchef Per Sterobo fra Fyns Politi om den brand, der opstod omkring middag på tjærefabrikken Koppers Denmark.

Først havde politiet fået to anmeldelser om brande i Nyborg - en på Kommunekemi og en på Koppers Denmark. Men senere viste det sig, at der kun var tale om en brand på tjærefabrikken.

- Folk havde set en masse røg, og det var vel derfor, de troede, at Kommunekemi også brændte, siger vagtchefen.

Branden opstod i fabrikkens kedelhus, hvor olien varmes op. Her sendte et utæt rør forstøvede olietåger ud af fabrikken, og forårsagede en del røg.

- På et tidspunkt var vi i tvivl om, hvorvidt vi skulle varsle branden, men vores beredskabschef på stedet vurderede, at røgen ikke var giftig, siger Per Sterobo.

Ingen kom til skade under branden, som nu er under kontrol.