Brand i rækkehus: Brandfolk måtte banke hul i taget

Det var sandsynligvis en tørretumbler, der lørdag var årsagen til en brand i et rækkehus i Odense S. Én person bliver genhuset efter branden.

Lørdag aften klokken 20:09 ringede en beboer 112 på Klaus Berntsens Vej i Højby, Odense S, efter der var opstået brand i hans skur. Beboeren havde selv forsøgt at slukke branden, men da den løb løbsk slog han alarm. 

- Branden er opstået i et skur, så har den spredt til et skur ved siden af, hvorfra den har kunnet få fat i taget på rækkehuset oppe under udhænget, siger Mikael Kristiansen.

Han er indsatsleder ved Beredskab Fyn. 

- Beboeren har forsøgt at slukke det selv, men så har han set, at det lige pludselig gik rigtig stærkt, så han ikke selv kunne styre det, siger indsatslederen. 

Efter ilden fik fat i taget, sprængte to ruder, hvilket fik ilden til at udvikle sig yderligere, oplyser indsatslederen. I alt blev tre af husene påvirket af branden. 

Én genhuset

- Politiet hjalp en ældre herre ud af en af husene. De andre var allerede ude, da jeg ankom til stedet, siger Mikael Kristiansen. 

Ifølge vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede bliver én person genhuset efter branden. Han oplyser, at det sandsynligvis er i en tørretumbler, at branden er opstået. 

Efter branden havde fået fat i taget, måtte brandfolkene banke hul i det. 

- Der samler sig en masse røg og varme dernede, og så banker man hul for at få det ud, så det ikke skal udvikle sig yderligere, siger Mikael Kristiansen. 

Oversigt

    Oversigt