I det fynske folks tjeneste

Brandslukning kan sprænge facade

Dele af Vestergade i Faaborg bliver søndag spærret af efter en voldsom brand. Politiet frygter, at facaden kan kollapse.

Politiet vil afspærre området omkring forretningen natten igennem, fordi de frygter at facaden vil kollapse.

Den voldsomme brand opstod søndag formiddag på bagsiden af Expert-forretningen i Vestergade i Faaborg. Branden udviklede sig voldsomt og spredte sig hurtigt til førstesalen i bygningen, hvor butikkens lager er.

Fordi branden har været så kraftig, har brandvæsenet brugt meget vand på at få branden under kontrol. Murværket på bygningerne har suget en stor del af vandet til sig, og nu frygter politiet at det kan give frostsprængninger når temperaturen falder i nat.

- Hvis der kommer frostsprængninger, så kan hele facaden ryge af, altså helt kollapse. Derfor har vi valgt at spærre Vestergade af fra Nygade til Nørregade, siger vagtchef Kim Munksgaard fra Fyns Politi.

Størst risiko for frostsprængninger er der i facaden på Expertforretningen, som ligger i Vestergade 14 og 16, men også naboejendommene i nummer 12 og 18 vil blive spærret af. Politiet vil sørge for, at der er mandskab til stede hele natten.

Beboere vil kunne passere stedet på modsatte fortov.