Brandts er for dårlige til at opbevare kunstværker

Museet Brandts i Odense får kritik for opbevaringsforholdene af kunstværker. Ifølge en rapport er der overfyldt og med spor af skadedyr og skimmelsvamp.

Der er trængsel, når man træder ind i kælderlokalerne under Brandts 13 i Jernbanegade. Ikke af mennesker, men af kunstværker, der står tæt stuvet sammen langs reolerne.

Og det er noget, Slots- og Kulturstyrelsen slår kraftigt ned på i deres kvalitetsvurdering af museet Brandts i Odense, der netop er offentliggjort.

- Det må vi jo tilstå. Der er værker, der står på gulvet, siger museumsinspektør Ellen Egemose, der viser os rundt i magasinerne.

I kvalitetsvurderingen fremhæves det blandt andet, at magasinerne er overfyldte, de har dårlige rengøringsforhold og er snavsede. Der er spor af skadedyr, klimaskader på grund af luft- og fugtindtrængning, og så er der skimmelsvamp. Ikke en rar cocktail for kunstværker, der bør opbevares under stabile betingelser.

 

quote Vi har i de sidste tre år været opmærksomme på, at der var en udfordring på den lange bane.

Mads Damsbo, direktør, Brandts

Museets direktør Mads Damsbo har længe kendt til rapportens indhold, og han mener ikke, værkerne bliver misligholdt.

- Nej, det mener jeg ikke. Vi har i de sidste tre år været opmærksomme på, at der var en udfordring på den lange bane, som vi ville være nødt til at forholde os til. Og det gør vi så nu.

Faktisk konkluderer styrelsen, at det allerede er gået ud over en del af værkerne. De vurderer, at hele 20 procent er så beskadiget, at de ikke er egnet til formidling.
Men det tal er direktøren slet ikke enig i. Han mener, opgørelsesmetoden er helt forkert, fordi den tager udgangspunkt i lokalernes tilstand i stedet for værkernes.

- Det er er langt fra virkeligheden. Vi opererer med, at 5 procent af samlingen i et eller andet omfang har et restaureringsbehov, men derfra og til at samlingen ikke er formidlingsegnet, der er meget langt. Det er meget langt fra 20 procent.

Tilbage står det faktum, at kælderlokalerne er for dårlige til at opbevare kunst. Derfor gør Mads Damsbo klar til at rykke kunstværkerne ud af kælderen.

- Helt overordnet vil vi finde et nyt magasin, og det er ikke sådan noget man lige gør. Men det er det, vi kommer til, siger Mads Damsbo og tilføjer at det vil ske inden udgangen af 2017.

Slots- og Kulturstyrelsen kommer jævnligt på kvalitetsvurdering på alle landets statsanerkendte museer, og den aktuelle vurdering indeholder ikke kun kritik af Brandts. Museet får stor ros for sin stærke formidlingsindsats overfor børn og unge, og så har museet gjort et stort stykke arbejde med at registrere alle værker i samlingen.

 

Oversigt

    Oversigt