Brandvarme N’Doye fuldendte FCK’s comeback mod OB

OB kom foran 2-0 i Superligaen hjemme mod FCK, men en brandvarm Dame N'Doye scorede to gange for gæsterne, og så vandt mestrene 3-2 i Odense.

FC København var nede med to mål, men hentede alligevel sejren i sæsonens første kamp, da holdet på udebane i 3F Superligaen besejrede OB med 3-2.

Fynboerne var ellers foran 2-0, men københavnerne fik vendt det hele på hovedet og sejrede.

I første halvleg var spillet meget lige, hvor begge hold især kom frem til mange chancer i det første kvarter. Anden halvleg dominerede gæsterne.

Flyvende start til OB 

Troels Kløve scorede i det første og 31. minut for OB, mens Jonas Wind reducerede kort før pausen. I anden halvleg lavede Dame N’Doye begge FCK-kasser.

OB fik en drømmestart på opgøret, da midtbanespilleren Troels Kløve efter 52 sekunder flugtede bolden ind bag den tidligere OB-keeper Sten Grytebust i FCK-målet fra 11 meter. Oplægget fra højre side kom fra wingback Ryan Laursen.

Efter 31 minutter udbyggede hjemmeholdet føringen, da Kløve helt umarkeret efter hjørnespark headede bolden i en blød bue hele vejen over i den modsatte side af målet.

FCK reducerede inden pausen 

I det 42. minut var det så FCK’s tur til at score, da angriberen Jonas Wind reducerede med et hovedstød få meter fra målet.

Anden halvleg var kun tre minutter gammel, da angriber Dame N’Doye udlignede til 2-2 efter et fladt indlæg fra Wind.

N’Doye bragte også FCK foran efter 70 minutter, da netop indskiftede Carlo Holse spillede ham fri i feltet, hvor angriberen nemt udplacerede Oliver Christensen i OB-målet.

Selv om OB pressede på til det allersidste for at få udlignet, faldt der ikke flere scoringer på Nature Energy Park i Odense.

Oversigt

    Oversigt