Bravida skal lave el for næsten 300 millioner på det ny SDU

El-kapløbet om en opgave til næsten 300 millioner kroner blev tirsdag afgjort. Selskabet Bravida skal have fingrene i el-nettet, når der skal laves tekniske installationer på SDU's nye Sundhedsfaglige Fakultet

Installationsgiganten Bravida kommer til at stå for samtlige tekniske installationer på det nye Sundhedsfaglige Fakultet på SDU.

Der skal blandt andet monteres elektricitet og toiletter på intet mindre end 50.000 kvadratmeter, og prisen for opgaven løber op i 296 millioner kroner. Hos Bravida ser man med stor begejstring på projektet.

- Det er en stor og meget spændende opgave, vi har vundet på det nye Sundhedsvidenskabelige Fakultet i Odense, og vi er stolte af at være en del af byggeriet, der skaber sammenhængen mellem Syddansk Universitet (SDU) og det nye regionale supersygehus, siger Jørn Tønnes, som er regionsdirektør i Bravida Danmarks Region Syd, i en pressemeddelelse

Toiletter, udluftning og brandalarmer

Forberedelserne til det omfattende installationsarbejde begynder allerede i år, og det omfatter installationen af el, ventilation, VVS, sprinkler, centralstyring og brandalarmer.

- Det er et ualmindeligt interessant projekt, fordi arbejdet kræver et højt teknisk niveau og digitaliseringsgrad. Derudover er projektet i en størrelse vi sjældent ser her i Region Syd, fortæller Jørn Tønnes

Med et mandskab på 20 funktionærer og 60 montører, forventer Bravida at færdiggøre opgaven mod slutningen af 2022.

Oversigt

    Oversigt