I det fynske folks tjeneste

Bredt budgetforlig i Fyns Amt

Der blev tirsdag indgået  forlig om amtets budget i 2004. Hovedtemaet i budgetforliget er at styrke udviklingen på Fyn. Bag forliget står Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre samt Fyns Amts Borgerliste, det vil sige samtlige 31 medlemmer af Fyns Amtsråd.

-

Der blev tirsdag indgået  forlig om amtets budget i 2004. Hovedtemaet i budgetforliget er at styrke udviklingen på Fyn.

Bag forliget står Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre samt Fyns Amts Borgerliste, det vil sige samtlige 31 medlemmer af Fyns Amtsråd.

Amtsborgmester Jan Boye siger i en erklæring, at det er kendt for alle, at situationen på Fyn kræver, at alle parter gør en særlig indsats for at sætte gang i en positiv udvikling af den regionale økonomi.

Det handler om initiativer fra Fyns Amt, kommunerne, det private erhvervsliv, universitetet - og meget gerne også de øvrige regionale statslige institutioner.

\"Fyns Amt vil gerne vedkende sig et meget stort ansvar for at bidrage til den regionale udvikling. Som regionens største arbejdsplads har Fyns Amt et særligt ansvar - men også muligheder - for at bidrage positivt og målrettet til vækst og udvikling på Fyn og i det syddanske område,\" siger amtsborgmester Jan Boye.

Det er amtets målsætning, at det årlige budget på godt 10 mia. kr. skal udmøntes, så man både løser amtets opgaver med høj kvalitet og samtidig gør det på en måde, som bedst muligt gavner udviklingen på Fyn.

\"Jeg tror på, at vi kan give regionen et ganske stort skub fremad, hvis vi alle sammen på denne måde koordinerede vores bestræbelser på at gøre noget for det samlede Fyn,\" siger amtsborgmester Jan Boye.

Med budgetforliget afsætter Fyns Amt yderligere 15 mio. kr. årligt til direkte at understøtte erhvervsudviklingen på Fyn.

De 15 mio. kr. skal bruges til:

* støtte til innovation og forskning

* indsatser med henblik på at fremme bosætningen på Fyn

* forbedringer af den digitale infrastruktur og

* kommercialisering af miljøviden

Herudover er der afsat 20 mio. kr til en sportsarena samt betydelige beløb til investeringer i det fynske vejnet. Forliget skal ses som en opfølgning på sidste års forlig og amtets virkegrundlag hvor den regionale økonomi er i centrum.

\"Jeg er meget tilfreds med, at vi i amtsrådet står sammen om dette, som bliver et langt sejt træk, og jeg håber, at også kommunerne og de øvrige interessenter vil øge de økonomiske kræfter og deltage i en koordineret indsats for vores region,\" siger Jan Boye.

Ud over den særligt målrettede indsats i forhold til den regionale udvikling er der skabt råderum for en styrkelse af undervisnings- og kulturområdet, social- og psykiatriområdet samt trafik og miljø. Budgetforliget indebærer, at der gennemføres besparelser, omstillinger og effektiviseringer for godt 100 mio. kr. Skatteprocenten vil uændret være på 12,4%.

Førstebehandling af Budget 2004 sker på amtsrådsmødet den 8. september 2003.

Ved du noget? Så send os et tip