Brevstemmer brændt

121 vælgere, der har brevstemt i Borgerservice i Søndersø skal stemme igen. Deres brevstemmer er nemlig gået til i branden natten til mandag.

Nordfyns Kommune står nu overfor et større stykke arbejde med at rekonstruere de stemmer, der er gået tabt, fortæller borgmester Morten Andersen.

Det er ikke helt ligetil, fordi nogle brevstemmer kan være sendt videre, hvis folk fra andre kommuner har stemt i Søndersø.

Der kan også være vælgere som stemte i sidste uge og nu er rejst på ferie.

- Det er en alvorlig sag, siger Morten Andersen.

Taget løftes af

Lidt før klokken 10.00 mandag formiddag ankom en specialkran fra Beredskabsstyrelsen.

Den skal løfte taget af Borgerservice-bygningen, så brandfolkene kan komme til at fuldføre slukningsarbejdet.

De borgere, der plejer at benytte Borgerservice i Søndersø henvises til Borgerservice i Bogense eller Otterup eller ringe til hovednummeret, som fungerer.

Borgmester Morten Andersen mener, der skal stilles pavilloner op i Søndersø, da en renovering eller nybygning af det brændte tager lang tid.

Årsag ukendt

Natten til mandag udbrød der brand i rådhuset på Vesterled i Søndersø. Fløjen med borgerservice er udbrændt. Alarmen gik som en tyverialarm klokken 02.51 natten til mandag fra rådhuset på Vesterled i Søndersø.

En hundepatrulje kunne kort efter konstatere at fløjen, der huser borgerservice, stod i flammer.

I følge vagtchef Erik Halkær fandt hundepatruljen, der først kom til stedet, en knust rude.

- Men om den er sprunget på grund af varme, eller der har været indbrud, er det for tidligt at sige noget om, siger han.

Det er også uvist, om der er en sammenhæng med, at rådhuset var ekstraordinært åbent søndag, så folk kunne aflevere deres brevstemmer

Oversigt

    Oversigt