I det fynske folks tjeneste

Brexit bekymrer ikke fynsk erhvervsliv

02:25

Micro Matic kan blive ramt, hvis briterne træder ud af EU, men tror der blive tale om en blød landing ved et nej.

Det fynske erhvervsliv følger med i den britiske afstemning om fortsat medlemsskab af EU. Bliver briterne, eller bliver der tale om det såkaldte Brexit? En af de virksomheder, der har problematikken helt inde på livet er Micro Matic, der eksporterer for mere end 100 millioner kroner om året til Storbritannien. Briterne tegner sig dermed for omkring otte procent af omsætningen.

- Vi tror, der bliver uro på de finansielle markeder på fredag og måske i ugerne derefter, men så tror vi grundlæggende, at efterspørgslen i England vil være intakt. Og det stadig vil være et godt og vigtigt marked for os, siger direktør Søren Vilby, der understreger, at de tager situationen med ro

- Vi er en globalt arbejdende virksomhed. Vi har altid markeder, der har det godt, og markeder, der har det mindre godt. Lige for tiden har USA det fremragende, mens Rusland har været nede.

Skulle det blive et nej, mener direktøren, at handelsaftalerne med EU vil blive noget af det første, politikerne tager fat på, men det kan tage tid.

- Vi har tænkt alle scenarierne igennem, så vi har alle planene liggende. Hvis det bliver et nej, så går der måske ti år med at forhandle nye aftaler på plads. Personligt er jeg sikker på, at England bliver i det, man kan kalde det indre marked. Så alle frihandelsaftalerne vil forblive, vurderer direktøren og fortsætter:

- Hvis det bliver et nej, går der et stort beredskab i gang for at rette op på skaden. Så vi er fortrøstningsfulde og ikke med på panikbølgen.

Ud over at være administrende direktør for Micro Matic er Søren Vilby også medlem af hovedbestyrelsen i DI.

Ved du noget? Så send os et tip