I det fynske folks tjeneste

Brixtofte anklages for dovenskab

Det fynske folketingsmedlem Peter Brixtofte bliver nu beskyldt for udbredt dovenskab. Ifølge partikolleger i folketinget så passer Brixtofte slet ikke sit arbejde som folkevalgt politiker.

Otterup-kredsen er tilfredse med Brixtofte

Det fynske folketingsmedlem Peter Brixtofte bliver nu beskyldt for udbredt dovenskab. Ifølge partikolleger i folketinget så passer Brixtofte slet ikke sit arbejde som folkevalgt politiker.

Peter Brixtofte har ikke været på folketingets talerstole i næsten to år. Han har ikke deltaget i en eneste afstemning i folketingssalen i det seneste halve år, og han har kun deltaget i et ud af fem møder i folketingets erhvervsudvalg, selvom han er formand for udvalget.

Og ifølge Ekstra Bladet fredag så har flere partikolleger nu fået nok. Birthe Rønn Hornbech har kritiseret hans arbejdsindsats på et gruppemøde, og flere andre lufter ligeledes utilfredshed - godt nok anonymt.

Peter Brixtofte, der også er borgmester i Farum, er valgt for partiet venstre til folketinget i Otterup-kredsen på Fyn. Men her er der ikke umiddelbart nogen utilfredshed med Peter Brixtoftes arbejdsindsats.

"Det kan man altid diskutere. Jeg tror, der er mange folketingspolitikere, der har samme arbejdsniveau som vores kandidat", siger Venstres kredsformand, Aase Lundsgaard til TV 2/FYN.

Peter Brixtofte var den politiker, der ved folketingsvalget i 1998 fik næstflest stemmer på Fyn. Brixtofte fik 17.543. Lotte Bundsgaard fik 55 stemmer mere.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Peter Brixtofte. Han er i Spanien med en erhvervsdelegation fra Farum.

Ved du noget? Så send os et tip