I det fynske folks tjeneste

Bro: Københavnerne fik mælk - men fynboer scorer gevinsten

Storebæltsforbindelsen er big business.

Danmark sparer milliarder på Storebæltsforbindelsen. Den største gevinst går til fynboerne.

Tilbage i 80'erne lød transportministerens argument for at få en Storebæltsbro, at så kunne københavnerne få frisk mælk. Men det er ikke kun københavnerne, der har fået gavn af broen.

Ifølge en analyse fra Transportministeriet, så tjener hele Danmark på broen. Over en periode på 50 år giver Storebæltsforbindelsen en gevinst på 379 mia. kr.

Det svarer til, at hver dansker bliver 67.000 kroner rigere.

I gennemsnit sparer hver dansker nemlig 6,3 timer om året, fordi vi kan komme hurtigere over Storebælt. Det tager 12 minutter i dag, hvor vi tager bilen - tidligere tog det en time med færgen.

Analysen viser også, at det især er fynboerne, der får den største gevinst af den faste forbindelse. De samlede brugergevinster per indbygger på Fyn er ca. 50 procent højere end landsgennemsnittet.

- Danmark havde ikke været det samme uden Storebæltsforbindelsen. Men det stod langt fra klart, da der tilbage i firserne var en meget ophidset debat om en fast forbindelse. Heldigvis stod modige politikere fast og udviklede statsgarantimodellen, der gjorde det muligt at etablere den faste forbindelse uden at belaste statens budget, siger transportminister Magnus Heunicke (S).

Ved du noget? Så send os et tip