Brødrene Dennis og Oliver startede eget team for at "drifte"

Der er otte års forskel, men alligevel er brødrene Dennis Gregersen og Oliver Thomsen sammen om det meste. Søndag brændte de begge gummi af til Danmarks største bilshow, Auto Show.

Kongrescentret i Odense stinker af brændt gummi og bilos. Testosteronen pumper ud af hovedindgangen, når dørene til Danmarks største bilshow, Auto Show, åbnes.

Bag ved centret står Dennis Gregersen sammen med sin lillebror Oliver Thomsen klar til at holde speederen nede og udleve den helt store passion - at drifte. 

- Vi er sammen næsten altid, siger storebroer. 

Brødrene fra Ringe deler både autoværksted og hobby. 

I videoen her kan du se, hvordan det ser ud fra førersædet, når man drifter.

- Vi bor 500 meter fra hinanden, og hvis ikke vi siger tingene i munden på hinanden, siger den ene altid: "Det skulle jeg lige til at sige", fortæller Dennis Gregersen.

Dog deler de hverken fødselsdag, kone eller bil. 

Den ene kører Nissan, den anden Audi - og for de rigtig nørdede ræser den ene rundt med en RB25-motor fra en Skyline. Den anden i en 2JZ fra en Supra.

Drifter i ekstase

Bilentusiaster fra hele landet har i denne weekend været samlet i Odense for at udbrede hobbyen, der for mange er forbundet med ødelagt asfalt og larm.

- Vi vil gerne mere og mere, og vi vil også gerne køre noget mere i udlandet, for der er ikke ret meget kørsel herhjemme i Danmark, fortæller Oliver Thomsen.

- Danmark er nok for lille til drifting, siger han.

Efter at have tjekket både vand og olie og "skiftet dæk i vildskab", er brødrene parat til at drifte med håndbremsen trukket. Hvordan det ser ud fra publikums perspektiv, kan du se i videoen øverst i artiklen.

- Det er perfekt. Det er lykkeønskning. Det er det mest optimale, man kan gøre, siger en lykkelig lillebror, efter en endt tur på banen. 

Auto Show forventer, at 20.000 bilglade mænd og kvinder når forbi bilshowet i weekenden. 

De er stort set født på et værksted, og nu har de lavet deres eget team for at kunne udøve hobbyen drifting.
Fotograf: Morten Grundholm

Oversigt

    Oversigt