Brøndbykamp risikerer aflysning

Fyns Politi og Odense Kommune mener ikke pokalkampen mellem FC Fyn og Brøndby skal spilles på Odense Atletikstadion, fordi det er en højrisikokamp.

Derfor anbefaler politiet, at kampen spilles et andet sted end Atletikstadion, som ellers er FC Fyns hjemmebane, skriver Fyens Stiftstidende.

Det oplagte ville være at spille på Odense Stadion, hvor sikkerheden er i orden.

Men det, mener FC Fyn, ikke går an, fordi aftalerne omkring brug af Stadion gør det umuligt for klubbens sponsorer at få samme eksponering, som på Atletikstadion.

Det problem er så meget større, fordi FC Fyn har tegnet særskilte sponsorater på en halv million kroner i tillid til at kampen spilles i de vante rammer. 

Haster med løsning

- Det haster med at finde en løsning, så vi kan komme igang med at sælge billetter, siger FC Fyns sportskoordinator, Jan Larsen til TV 2/Fyn.

Han tilføjer, at der allerede kommer mange opringninger fra potentielle tilskuere, som undrer sig over at billetsalget ikke er igang.

OS&E: intet problem

Odense Sport & Event mener ikke der er noget problem i at FC Fyn spiller på Odense Stadion.

- Aftalen om brug af Stadion gør det muligt for dem at tage deres egne reklamer med og supplere udbuddet af varer, man kan købe, siger Peter Hørlück, kommunikationschef for Odense Sport & Event til Fyens Stiftstidende.

Hertil svarer FC Fyns sportskoordinator, Jan Larsen, at klubben stadig ikke får nær det samme ud af Stadion, mens omkostningerne er højere, så det bliver svært at få økonomi i det.

Oversigt

    Oversigt