I det fynske folks tjeneste

OB-anfører: Bronze vil være fantastisk

OB-kaptajn Janus Drachmann kalder muligheden for at vinde bronze fantastisk efter en skidt sæsonstart.

OB mangler at møde FC Nordsjælland på udebane og Brøndby på hjemmebane, og i de opgør ser Janus Drachmann fra OB gode muligheder. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

OB ligger lunt i svinget i kampen om bronze, efter at holdet fredag slog Esbjerg med 4-1 i Superligaens mesterskabsspil og gik forbi dem i tabellen.

På tredjepladsen ét point foran Esbjerg kan fynboerne nu selv afgøre, om der skal bronzemedaljer til Odense eller ej med to kampe igen.

Det er fantastisk, at vi har muligheden for at vinde bronze - specielt når man tænker på vores dårlige sæsonstart.

Janus Drachmann, OB-anfører

Det havde mange nok ikke regnet med i starten af sæsonen, hvor OB kom katastrofalt fra start og kun hentede to point i de første seks kampe.

Ifølge OB-anfører Janus Drachmann gør den dårlige sæsonstart den mulige bronzetitel endnu mere fantastisk.

- Det er fantastisk, at vi har muligheden for at vinde bronze - specielt når man tænker på vores dårlige sæsonstart, siger Janus Drachmanm.

- Bronzemedaljer vil være kulminationen på den her sæson, og et bevis på den oprejsning vi har været gennem i sæsonen.

Gode muligheder for fynboerne

OB mangler at møde FC Nordsjælland på udebane og Brøndby på hjemmebane, og i de opgør ser Drachmann gode muligheder.

Læs også OB tæver Esbjerg i bronzeduel og erobrer tredjeplads

- Vi har været gode på hjemmebane, og vi har ikke tabt til FC Nordsjælland i denne sæson, så vi har gode muligheder.

- Selv om vi er i en bedre position end de andre hold, så skal vi stadig være aggressive og jagte sejren i de to sidste kampe.

Optimistisk OB-træner

Også OB-træner Jakob Michelsen indrømmer, at det ser godt ud for hans mandskab.

- Det hold, der fører så tæt på slutningen af sæsonen, har de bedste vilkår, siger Jakob Michelsen.

Læs også Minut for minut: Sådan gik OB's kamp om tredjepladsen

Trods favoritværdigheden slår han fast med syvtommersøm, at alt kan nå at ændre sig inden sæsonen er omme.

- Der er stadig tre hold (OB, Esbjerg og Brøndby, red.), der kan ende på tredjepladsen, så det bliver meget tæt helt til det sidste.