Bronzeskulpturer stjæles og skrottes

Inden for to uger er to bronzeskulpturer blevet stjålet. De slap med nød og næppe fra ophugning og skrotning.

For to uger siden blev en fløjtespillende dreng stjålet foran en skole i Rødovre og senere fundet uskadt hos en skrothandler i Odense. Og flere bronzeskulpturer går forud for denne.

Men ofte bliver de ikke fundet i hel tilstand igen - de bliver hugget op og solgt som skrot. Derfor mailer politiet skrothandlerne, når de får anmeldt et sådant tyveri.

- Det har ikke noget at gøre med, at det er en figur, fortæller Henrik Suhr fra Nordsjællands politi.

- Det er metallet, de vil have fat i.

Jan Sørensen fra skrothandleren GP Metal fortæller, at bronze købes til cirka 26-27 kroner kiloet. Hvis det vel at mærke er fra for eksempel en vandhane og ikke en skulptur på 100 kilo.

- Hvis det er en figur, køber vi den ikke. Så melder vi det, så er den jo nok stjålet, siger han.

- Men der er altid nogen, som køber hvad som helst. Og det kan jo være en vare, der ligner ganske almindeligt skrot, selv om den er stjålet, fortæller Jan Sørensen og peger på de ophuggede skulpturer.

Således blev flere skrothandlere tilbudt skulpturen "Dreng og Pige", der blev stjålet fra en skole i Helsingør i september sidste år. En i hel tilstand, en anden i småstykker et par dage efter.

- Vi vil meget gerne det her til livs. Men det er i stor udstrækning afhængigt at skrotprisen, siger Henrik Suhr.

Han forklarer, at det er svært at bevise, at skrot er en stjålet skulptur, når den er hugget i småstykker.

- Den bedste mulighed for at sikre det er at låse det inde, putte kæder på eller sætte det steder, hvor det er svært at komme til at stjæle det.

Pædagogseminariet i Jelling var dog heldig. Det fik mellem torsdag og mandag en 100 kilo tung skulptur af en fløjtespiller i bronze stjålet.

Nu er den fundet uskadt ved en gyllebeholder i Tudved, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Sidste år og i år er der stjålet skulpturer i Helsingør, Sakskøbing, Odense, Rødovre og en række andre byer.

/Ritzaus/

Oversigt

    Oversigt