Brug for undersøgelse af hundebid

Hundeloven fra 2010 forbyder 13 muskelhunde-racer, men ingen ved, om loven har haft nogen effekt. Nu foreslår Odense Universitetshospital, at der bliver foretaget den første, reelle undersøgelse af, hvilke hunderacer, som bider danskerne.

- Hvis der er et politisk ønske om, at vi analyserer, hvilke hunde, som rent faktisk bider, kan vi godt lave en sådan undersøgelse. Vi registrerer hvert eneste hundebid, der bliver behandlet på skadestuen på Odense Universitetshospital - og vi kunne godt vende tilbage til de enkelte personer og forsøge at finde ud af, hvilken hunderace, som de blev bidt af, siger Jens Lauritsen, overlæge i Ulykkes Analyse Gruppen ved ortopædkirurgisk afdeling på OUH.

Camilla Hersom fra Radikale Venstre er positiv overfor at hundebiddene skal undersøges nærmere. Hun mener det var en paniklovgivning tilbage i 2010, da man forbød bestemte hunderacer. Allerede dengang burde man have undersøgt, hvilke hunde biddene stammer fra.

- Jo mere viden vi kan få at bygge evalueringen på, jo bedre. Og sagen er jo, at man i virkeligheden burde have gjort det dengang, før man lavede loven, så man fik sig et overblik over, hvad er det egentlig for hundetyper, der kan komme i karambolage med mennesker. Og mit bud vil være, at det er mange forskellige hundetyper, og at det der i virkeligheden er problemet er at nogle ejere ikke har styr på sin hund, siger Camilla Hersom.

Siden 1980'erne har Odense Universitetshospital talt op, hvor mange mennesker, der hvert år bliver bidt af en hund og behandlet på skadestuen i Odense, og tallet er meget stabilt. Cirka 200 personer bliver bidt om året. I 2010, da hundeloven blev strammet, registrerede Ulykkes Analyse Gruppen i alt 211 hundebid. Sidste år var tallet næsten det samme, nemlig 207 hundebid.

- Det samlede antal hundebid er altså uændret efter, at loven blev indført. Om der er en effekt af loven, forudsætter detaljerede oplysninger om hundene - og nok også en landsdækkende registrering. I dag ved vi ikke, hvilke hunderacer, der står bag biddene, for det registrerer vi simpelthen ikke, siger Jens Lauritsen, overlæge i Ulykkes Analyse Gruppen.

Oversigt

    Oversigt